Indigobørn er betegnelsen for børn og unge født i ‘Den Nye Tid’ i perioden fra 1995 til 2004. Kendetegnende for disse børn og unge er, at de er født med en langt stærkere udstråling og aura end deres forældre. Disse børn og unge er nemlig født med en indigofarvet aura, som i sin grundstruktur adskiller sig markant fra deres forældre og tidligere generationer.
Typiske karakteristika for indigobørn og -unge er, at de er autodidakte, og de er ikke længe om at kopiere deres omgivelser nøjagtig af eller selv finde på nye måder at gøre tingene på. Børnene og de unge kan ofte virke enormt provokerende på deres omgivelser med deres tilsyneladende mangel på respekt for mange ting og deres udprægede grænseløshed. De har eksempelvis ikke respekt for voksne mennesker, som ikke har respekt for sig selv.
Mangel på respekt og grænseløshed har det med specielt at dukke op i situationer, hvor balancen mellem de mennesker, børnene og de unge er iblandt, fuldstændig mangler. Børnene og de unge kan nemlig ikke fungere i nogen rammer overhovedet, hvor balancen mangler, sådan som børn gjorde før i tiden, hvor afstraffelsen ofte faldt prompte, hvis ikke de tilpassede sig de voksnes udstukne rammer.
Indigobørn og -unge er født med en total balance i sig, selvom det ikke altid ser sådan ud udefra, og de er derfor så ærlige og sandhedssøgende dybest i sig selv, at de ikke kan lyve for hverken sig selv eller andre. Deres til tider provokerende tiltag i forhold til omverdenen er derfor ikke gjort i nogen ond mening, men sker nærmere som et tegn på afmagt i forhold til helhedssituationen omkring dem, hvor balancen sagtens kan mangle, uden at de voksne reagerer. Kun meget få voksne mennesker har nemlig ligeså god kontakt til deres intuition, som indigobørnene og de unge har. Årsagen til børnenes og de unges fine intuition er, at deres aura består af ren ånds- og intuitionsenergi, eftersom alle ‘rene’ indigoer er født uden sjælsenergi og gammel karma, der begrænser dem i deres personlige udfoldelse.
Grundet tilstedeværelsen af ren åndsenergi i auraen kan indigo’erne til tider være farlige for sig selv, da de mener at kunne alting selv i en meget tidlig alder, men jo ingen erfaring har med dét at leve i en fysisk krop med de begrænsninger, som dette medfører. Det kræver derfor store menneskelige ressourcer af forældrene og diverse omsorgspersoner med sjælsenergi at tackle og opdrage disse hurtige, meget direkte og ærlige børn og unge. Men ligeså snart man som voksen selv har fået den nye tids aura integreret via en AuraTransformation®, kan man så udmærket følge børnene og de unge samt deres reaktioner. Desuden bliver det lettere at markere sine grænser i forhold til børnene og ungdommen.
I perioden 1987-95 blev indigoenergien løbende integreret mere og mere hos alle nyfødte.
Fra 1995 og frem er alle børn og unge født med indigoenergien fuldt integreret i deres aura, hvorfor disse børn og unge er rene indigo’er og ikke har brug for en AuraTransformation® eller justering af auraen.
1992-94
I årene 1992-94 er alle unge født med en blanding af sjæls- og indigoaura. De har således meget af den nye personlige gennemslagskraft i sig, men mangler beskyttelse og evnen til at sætte grænser for henholdsvis sig selv og andre. De har derfor svært ved at finde balancen i sig selv.
De unge kan være meget udfarende og direkte i forhold til deres omgivelser, men reelt set er de slet ikke stærke nok til at få igen af samme skuffe, som de selv sender ud til andre. De kan være meget voldsomme det ene øjeblik, for næste øjeblik at bryde totalt sammen uden varsel, og ofte uden en synlig grund. Forældrene risikerer derfor at måtte gå på listesko i opdragelses- og rådgivningsøjemed, fordi de nogle gange kan få en ubehagelig fornemmelse af at have trådt langt ind over de unges enemærker. Modsvarende kan forældrene også komme ud for at føle sig taget fuldstændigt ved næsen af de selv samme sårbare unge mennesker, der ikke er sene til at udnytte forældrenes velvillighed i en given situation, hvis de unge vel at mærke er godt kørende. En Aurajustering eller balancering vil være nødvendig for at opnå den fulde balance, så denne gruppe unge kan blive rene indigoer og/eller udvikle sig videre til at blive ‘krystaller’, som du kan læse om under Krystalbørn.
1987-91
De unge og voksne mennesker, der er født fra sommeren 1987 og frem til 1991 med, samt en del af dem, der er født i midten af firserne, er alle sammen født med en blandingsaura svarende til førnævnte gruppe – dog med langt mindre indigoenergi i auraen. Disse mennesker har derfor meget svært ved at vælge, om de skal rette ind til højre og være pæne og velopdragne mennesker, eller om de skal være oprørske og gå helt deres egne veje. Deres beskyttelse i forhold til omverdenen er ikke så stærk, hvorfor de ofte adopterer forældrenes og omgivelsernes idealer og måder at gøre tingene på, frem for at tilgodese deres egne ønsker for livet.
Mange af disse mennesker kan umiddelbart virke meget rolige og tilfredse udadtil, men de mangler ofte handlekraft, hvorfor erfaringen da også viser, at ligeså snart de får lavet en AuraTransformation® eller Aurajustering, så tager tingene for alvor fart i deres liv. Der dukker simpelthen en stærkere personlighed frem på meget kort tid.
Ønsker du at vide mere om Den Nye Tids børn og deres adfærd, anbefales du at læse Anni Sennov’s bøger:
Balance på alle planer med krystal- & indigoenergien
Krystalmennesket & Krystalliseringsprocessen
Den Gyldne Jord
Bøgerne kan købes via alle danske boghandlere og større internetboghandlere.